Af StockRates Kapitalforvaltning

Vi har solgt selskaberne Best Buy, Intel og Johnson Matthey i SDG Invest. Overskuddet fra salgene er fordelt på de eksisterende positioner i porteføljen, og særligt Edwards Liftesciences og Hershey, hvor vi ser et spændende vækstpotentiale.

Best Buy

Elektronikforhandleren Best Buy har længe været på vores overvågningsliste, da selskabet har vist en nedadgående tendens i vores StockRate-model. Efter Corona-pandemien har Best Buy oplevet svag vækst både på top- og bundlinjen, og forventes først at vende tilbage til positiv vækst omkring 2026 med en omsætning på niveau med 2019.

Den øgede konkurrence fra digitale handelsplatforme, som undgår de omkostninger, der er forbundet med fysiske butikker, sætter pres på Best Buy. Samtidig udgør en eventuel økonomisk afmatning og faldende efterspørgsel fra forbrugerne yderligere risici. Best Buy har været nødt til at tilpasse sin forretningsmodel ved at satse mere på discount, hvilket ikke er bæredygtigt på lang sigt.

Best Buy blev også solgt af hensyn til bæredygtighed, med følgende rationale: Elektronik og elektronikaffald bidrager væsentligt til klimabelastning, og en forretningsmodel, der fremmer en brug-og-smid-væk kultur for elektronik, er i modstrid med vores mål om bæredygtige investeringer. Ydermere opnåede Best Buy lave scores på vores Sustainability Scorecard.

Da aktiekursen er steget siden bunden i oktober 2023, har vi besluttet os for at sælge vores aktieposition i selskabet på nuværende tidspunkt.

Intel

Intel Corporation er en multinational teknologivirksomhed, der er kendt for at designe og producere mikroprocessorer og anden relateret hardware til computere og datacentre.

Selskabet har oplevet en imponerende fremdrift i det seneste halvår, efter en længere periode med organisatoriske ændringer, udløst af Apples valg om at skifte til deres egen Apple Silicon. For at imødekomme denne udvikling, har selskabet iværksat opførelsen af nye fabrikker med kapacitet til at producere microchips med de nyeste teknologier. På trods af dette fortsætter Intels udfordring med at demonstrere en tiltrængt vækstturnaround. Selvom de udtrykker forventninger om at forblive en betydelig spiller på chipmarkedet, ser vi ikke dette som en overbevisende case, givet den intense konkurrence på markedet. Desuden er aktien markant overvurderet, hvilket indikerer, at markedet allerede har indregnet deres forventede vækstturnaround. Yderligere, har Intel opnået en lav score på vores Sustainability Scorecard. Af den grund har vi valgt at afhænde aktien, især efter dens stigning på over 60% det seneste år.

Johnson Matthey

Johnson Matthey er en britisk multinational virksomhed, der opererer inden for specialkemikalier, metaller og bæredygtige teknologier.

Selskabet har længe stået over for en række udfordringer. En af hovedårsagerne er den faldende omsætning som følge af lavere priser på ædelmetaller, herunder palladium, der anvendes i katalysatorer til forbrændingsmotorer. Denne nedgang skyldes den lavere efterspørgsel efter biler med forbrændingsmotorer, da efterspørgslen efter elbiler, der ikke kræver dette metal, er steget. Til trods for selskabets nye satsning på brint har dette endnu ikke haft en mærkbar effekt på omsætning og indtjening. Vores vurdering er, at Johnson Mattheys vækstmuligheder er meget langsigtede, og vi er ikke villige til at afvente en vending i selskabet, da vi i øjeblikket ikke ser, hvor værdiskabelsen skal komme fra.

Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.

Mangler du det fulde overblik over din økonomi?

Få et uforpligtende rådgivningsmøde med os

Få et uforpligtende rådgivningsmøde med os
Jeg vil gerne kontaktes ang.:

Vil du dele denne nyhed?