Af StockRates Kapitalforvaltning

Månedens highlights

  • Fald på aktiemarkederne og StockRates aktieporteføljer i april måned

  • Rentepolitik og geopolitisk usikkerhed var i fokus

  • Indeværende regnskabssæson blødte den negative stemning op

Nervøsitet og uro prægede aktiemarkederne i april måned, hvor samtlige globale aktieindeks generelt viste faldende kurser. Den optimisme, der tidligere har præget markederne, blev især erstattet af voksende skepsis over for de pengepolitiske udsigter hos centralbankerne. Samtidig bidrog geopolitiske spændinger i Mellemøsten til at forstærke usikkerheden. Ikke desto mindre har aflagte selskabsregnskaber for første kvartal 2024 hjulpet med at mildne den negative stemning noget.

Markedsudviklingen i afkast i april

I april måned oplevede aktiemarkederne nedgang efter mange måneders kursstigninger, og samtlige aktiemarkeder mærkede den negative stemning. Det ligevægtede verdensaktieindeks faldt med -2,49% i (før omkostninger), de amerikanske aktier (S&P500) faldt med -3,04% og de europæiske selskaber (Eurostoxx 600) leverede et afkast på -0,81% (alle afkast er før omkostninger).

Den positive stemning vi hidtil har set i Japan, stoppede også i april måned, hvor Nikkei 225 faldt med -6,55% (før omkostninger). Det skyldes blandt andet en svækkelse af den japanske yen. Herhjemme var de danske aktier også ramt af negativ stemning, og OMX C25 faldet med -1,90% i april måned.

Afkast April 2024
Verdensindekset (M2WOEW) -2,49% 4,89%
Dow Jones Sustainability World Composite Index -2,13% 6,69%
USA (S&P 500) -3,04% 11,10%
Europa (STOXX 600) -0,81% 7,88%
Japan (NIKKEI 225) -6,55% 6,93%
Danmark (OMX C25) -1,90% 5,96%
StockRate Invest -3,66% 4,52%
SDG Invest -0,98%
8,46%

Faktorer bag udviklingen: Inflationstal, konflikt i Mellemøsten og selskabsregnskaber

I løbet af april har investorer og analytikere rettet deres opmærksomhed mod en række nøglefaktorer, som har spillet en afgørende rolle for at forme markedets dynamik og præge investoradfærden denne måned:

  1. Inflationstal: I april måned så vi en markant ændring i renteforventningerne, ansporet af udviklingen i inflationen. Kerneinflationen steg i USA til 3,8%, mens den i Europa forblev stabil fra marts til april på 2,7%. Tidligere forventede analytikere og investorer over seks rentenedsættelser i både Europa og USA i løbet af året, men nu er dette justeret til kun én forventet rentenedsættelse i USA og 2-3 i Europa.
  2. Geopolitisk uro: Den 13. april eskalerede spændingerne i Mellemøsten med Irans missilangreb på Israel som svar på et tidligere angreb på det iranske konsulat i Damaskus den 1. april. På trods af fortsat uro i både Mellemøsten og Ukraine, synes geopolitiske spændinger for øjeblikket at have en begrænset direkte effekt på de finansielle markeder.
  3. Selskabsregnskaber: Investorer har nøje fulgt selskabernes regnskabsaflæggelser for første kvartal 2024. Markedet har oplevet markante svingninger i aktiekurserne igennem måneden, da mange virksomheder offentliggjorde deres kvartalsregnskaber, hvilket medførte både signifikante fald og markante stigninger. Særligt har virksomheder inden for IT- og kommunikationssektoren overgået forventningerne, drevet af deres investeringer i kunstig intelligens, hvilket har resulteret i betydelig vækst i både omsætning og indtjening. Dette har bidraget til at mildne stemningen på aktiemarkederne.

Afkast for StockRate Invest

Afkastet for måneden i StockRate Invest Globale Aktier er -3,66% efter omkostninger. Foreningens benchmark MSCI World Equal Weighted gav et afkast på -2,49% før omkostninger, så StockRate Invest underperformer sit benchmark med -1,17% efter omkostninger i april måned.

Foreningens performance for april måned bliver ramt på flere parametre. Porteføljens tilbagegang har bl.a. været præget af den manglende eksponering til banker, som i denne måned har vundet frem. Derudover trækker industri ligeledes afkastet ned. I industri er det aktierne Pentair, Expeditors International og Spirax-Sarco. Ser vi på den bedst performende sektor for måneden, så er det kommunikationsservices, hvilket skyldes Alphabet, der steg ca. 10% på sin regnskabsaflæggelse.

Ser vi på afkastet for 2024 har StockRate Invest leveret et afkast på 4,52% efter omkostninger, hvor dens benchmark har givet 4,89% før omkostninger. Dette svarer til en minimal underperformance på 0,37% efter omkostninger.  Afkastet for året er drevet af fremgang i sektorerne sundhed, forbrugsvarer og kommunikationsservices. Derudover har porteføljen haft gavn af ikke at være eksponeret mod ejendomme i perioden.

Alle ovenstående afkast er pr. 30. april 2024.

Afkast for SDG Invest

SDG Invest Globale Bæredygtige Aktier har for måneden leveret et afkast på -1,98% og på 8,46% for året (efter omkostninger). Foreningens benchmark Dow Jones Sustainability World Composite Index gav et afkast på -2,13% for april og på 6,69% for året (før omkostninger). SDG Invest outperformer fortsat sit bæredygtige benchmark på både måned- og årbasis.

I april måned var det særligt sektorerne indenfor IT og industri, der bidrog positivt til afkastet på mellem 0,3-0,7% i forhold til benchmark. Fremgangen i sektorerne blev bl.a. trukket af selskaberne Nvidia, Waste Management og ABB. Den største negative bidrager i porteføljen var sektoren kommunikationsservice, der trak ned med 1% i forhold til benchmark.

For årets første fire måneder er det særligt sektorerne IT og sundhed, som har haft en afgørende rolle for foreningens outperformance i forhold til dens benchmark. Den flotte udvikling i 2024, skyldes bl.a. de to kendte darlings på aktiemarkedet, chipgiganten Nvidia og medicinalvirksomheden Novo Nordisk.

Alle ovenstående afkast er pr. 30. april 2024.

Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.

Mangler du det fulde overblik over din økonomi?

Få et uforpligtende rådgivningsmøde med os

Få et uforpligtende rådgivningsmøde med os
Jeg vil gerne kontaktes ang.:

Vil du dele denne nyhed?