2021 blev et godt aktieår med formidable afkast. StockRates kvalitetsaktier, målt ved Investeringsforeningen StockRate Invest, afsluttede fjerde kvartal med et afkast på 9,94 pct. efter omkostninger og året med et afkast på 27,85 pct. efter omkostninger. Der er fortsat godt gang i væksten i verdensøkonomien, om end den er gået ned i et lavere gear i fjerde kvartal. Den nye omikron-mutation har skabt stor usikkerhed, og risikoen for overophedning og vedvarende høj inflation lurer fortsat. På trods heraf forventer vi fremadrettet solid vækst i verdensøkonomien.
Fortsat stabil vækst
Der er fortsat godt gang i væksten i verdensøkonomien, om end vi er på vej mod et mere almindeligt væksttempo. Det er primært udtryk for en normalisering af økonomien ovenpå de drastiske nedlukninger i marts 2020, og efter at finanspolitiske stimulanser er neddroslet i fjerde kvartal.
Men afdæmpningen skyldes også i høj grad de stigende energipriser, som er med til at reducere en smule i privatforbruget, ligesom flaskehalse i forsyningskæderne dæmper og skaber nogle udfordringer i produktionen.
Derudover er omikron-mutationen trådt i forgrunden i fjerde kvartal, og igen er det servicefagene, der er ramt. Bekymringen ligger i, at restriktioner og delvise nedlukninger risikerer at forværre de globale flaskehalse ved igen at skubbe privatforbruget yderligere over på forbrugs- frem for servicegoder.
Positivt er det, at erfaringerne fra de foregående smittebølger viser, at påvirkningen på verdensøkonomien er blevet mindre for hver gang.
Rekordhøj inflation mange steder
Især de stigende energipriser har været en central årsag til, at inflationen er steget til rekordniveauer i fjerde kvartal. Stigende vareefterspørgsel og flaskehalse til følge har selvfølgelig også trukket op.
Forbrugerpriserne steg i november med 6,8 pct. i USA og 4,9 pct. i Europa. For USA’s vedkommende er inflationen nu på det højeste niveau siden 1982.
Centralbankerne forventer, at ovennævnte forhold vil udspille deres rolle, og inflationen vil aftage i 2022, når lagre og produktionsforhold igen kan følge med og energipriserne normaliseres. Dog vil det komme til at tage længere tid end oprindeligt forventet.
Der holdes øje med lønvæksten
Usikkerheden omkring inflationen er steget i fjerde kvartal, og investorer, økonomer og centralbanker holder derfor ikke kun øje med energipriser, flaskehalse og corona-smitte, men også med job- og lønvæksten. For vedvarende stigende forbrugerpriser (inflation) kan påvirke lønnen, som yderligere bidrager til inflationspresset.
Fremgangen i væksten betyder, at der fortsat er stor efterspørgsel efter arbejdskraft – dog kombineret med et mindre udbud i både USA og Europa. I USA er beskæftigelsen knap fire millioner lavere end før corona-krisen, men selskaberne hungrer stadig efter kvalificeret arbejdskraft, og lønvæksten er steget markant. Indtil nu er selskabernes indtjening ikke påvirket, da produktivitetsvæksten fortsat er høj. I Europa er der også mangel på arbejdskraft, men lønvæksten er fortsat uændret.
Centralbanker gennemfører opstramninger
For at holde inflationen i skak er FED i løbet af november måned begyndt at neddrosle deres månedlige obligationsopkøb. Nyt er det, at de har meldt ud, at de vil speede processen, så opkøbene afsluttes til marts og ikke sommeren 2022. Dermed har FED banet vejen for renteforhøjelser, som de også har været ude og annoncere.
ECB har ikke helt så travlt som FED, da inflationen ikke er så markant i Europa. ECB er begyndt at udfase corona-tiltagene med en halvering af pandemiopkøbene til marts, og der er fortsat ingen meldinger om ændringer i renten.
Centralbankernes opstramninger har igen ramt de dyrest prissatte aktier som IT-aktierne, idet prissætningen skal reguleres i forhold til de højere renter. Omvendt, så er den store mangel på semikonduktorer (computerchips til stort set al elektronik) med til at holde hånden under IT-sektoren, idet efterspørgslen er høj og forventet vedvarende. Finanssektoren reagerer stadig positivt på inflationssnakken – dels som en value-eksponering – lav prissætning – og dels da de profiterer af stigende marginaler.
“Centralbankens opstramninger har været forventet længe og sker på baggrund af et ønske om at styre inflationen, samtidig med at amerikansk og europæisk økonomi er stærk og fortsat på rette vej efter de omfattende coronanedlukninger i marts 2020”.
Investeringsforeningen StockRate Invest: Afkast for kvartalet og året
Investeringsforeningen StockRate Invest afsluttede fjerde kvartal med 9,94 pct. efter omkostninger og outperformede verdensmarkedet med 0,64 pct. Vores outperformance skyldes primært, at vi har været dygtige til at vælge industriselskaber og forbrugsaktier indenfor stabilt forbrug. StockRate Invest har dermed fortsat indhentet noget af det tabte fra første kvartal 2021, og outperformede verdensmarkedet i anden, tredje og fjerde kvartal 2021. For året har StockRate Invest tjent gode penge til sine investorer med et afkast efter omkostninger på 27,85 pct. efter omkostninger. Vi halter dog lidt efter verdensmarkedet med -0,62 pct. Årsagen skal findes i sektorrotationen, som mere eller mindre har været til fordel for Energi (olie, gas, etc.) og Finans i 2021. To sektorer som StockRate Invest i overvejende grad ikke er eksponeret mod grundet vores kvalitetskriterier.
“Investeringsforeningen StockRate Invest afsluttede fjerde kvartal med 9,94 pct. efter omkostninger og outperformede verdensmarkedet med 0,64 pct. Vores outperformance skyldes primært, at vi har været dygtige til at vælge industriselskaber og forbrugsaktier indenfor stabilt forbrug”.
Forventninger fremadrettet
Finansmarkederne befinder sig lige nu i et dilemmafyldt krydsfelt mellem vækst og inflation. Den aktuelle opbremsning af den globale økonomi ventes at tage toppen af inflationsniveauet, hvorimod perioder med fornyet vækst forventes at afstedkomme de modsatte effekter.
I StockRate har vi altid fulgt vores faste investeringsstrategi om at investere i stabile kvalitetsselskaber. Den har gennem årene været et solidt kompas under gunstige og ugunstige vilkår og på den lange bane sikret et afkast langt over markedet. I korte perioder vil det dog være uundgåeligt, at vores strategi afkastmæssigt kan være lidt efter markedet. Men vores kvalitetsaktier klarer sig godt igennem en tid med udsving og mulige rentestigninger, da vi altid har fokus på at investere i selskaber, der både indtjeningsmæssigt og finansielt er stabile.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.