Af StockRates Kapitalforvaltning, Jonas Bøegh-Lervang

Efter solide afkast i år tog de globale aktiemarkeder en pause i november og leverede et mindre negativt afkast. Bekymringen omkring en AI-boble og tvivl om, hvorvidt den amerikanske centralbank (Fed) ville sænke renten på mødet i december, dominerede de finansielle markeder. Særligt teknologiaktierne blev hårdt ramt, mens der var et comeback til sundhedsaktier. Mod slutningen af måneden vendte stemningen, og aktierne indhentede det meste af det tabte.

Vores selskaber leverede et afkast på niveau med globale aktier (MSCI World), men er stadig presset af, at investorerne er gået uden om kvalitetsaktier i år. Regnskaberne fra tredje kvartal understreger dog, at fundamentet i vores selskaber fortsat er stærkt.

Global økonomi

USA: Nedlukning sluttede

Den længste delvise regeringsnedlukning i USA’s historie kom til at vare 43 dage, før Kongressen midt på måneden godkendte en revideret finansieringsaftale i form af en midlertidig finansieringslov (Continuing Resolution). Denne lov forlængede den føderale finansiering indtil den 30. januar 2026, men usikkerheden omkring de manglende økonomiske data, vækstudsigterne og den pengepolitiske kurs fortsatte med at præge stemningen på finansmarkederne.

De amerikanske arbejdsmarkedsdata var blandede

Ledigheden steg til 4,4% i september, det højeste niveau siden september 2021, men arbejdsmarked var overraskende stærkt med 119.000 nye jobs i september, hvilket var væsentligt over de forventede 50.000 nye jobs.

Fald i ISM-indekset og forbrugertillid

ISM-indekset for aktiviteten i fremstillingssektoren i oktober (offentliggjort i starten af november) faldt uventet. Dette indikerer, at den økonomiske aktivitet i industrien er aftagende.

Der var også signaler om, at det amerikanske detailsalg og forbrugertilliden var svækket, hvilket skabte usikkerhed omkring robustheden af den amerikanske forbruger.

Store udsving i sandsynligheden for en rentesænkning

Sandsynligheden for en rentesænkning på Fed-mødet den 10. december svingede kraftigt over måneden og gik fra 68% i starten af måneden, ned til 24,5% midtvejs, for at ende måneden på 83%. Det var svagere makrodata, samt en udtalelse fra Fed-medlem John Williams om, at han og andre ledende Fed medlemmer ville støtte en rentesænkning i december, der fik markedet til at indprise en højere sandsynlighed for netop dette.

Aktier

Markedet tog en puster i november

Aktiemarkedet i november var todelt. Måneden begyndte med betydelige fald, især for de store teknologiaktier og andre AI-relaterede aktier, som var presset, da bekymringerne omkring en AI-boble tog til og øget risikoaversionen. Dette kunne et solidt regnskab fra Nvidia ikke ændre på. Aktierne blev yderligere presset af, at markedet begyndte at tvivle på, om den amerikanske centralbank (Fed) ville sænke renten i december. Midt på måneden var globale aktier nede med knap 4%, og teknologiaktierne var nede med mere end 8%.

Stemningen vendte dog mod slutningen af måneden, drevet af, at markedet igen begyndte at indprise en høj sandsynlighed for en rentesænkning i december. Dette understøttede aktierne, der steg kraftigt i den sidste uge af november. Det var dog ikke nok til, at teknologiaktierne kunne kravle op i plus. Således blev det til det første månedlige negative afkast for teknologiaktierne siden marts. Omvendt var der et comeback til sundhedsaktier, der efter langvarig underperformance leverede solide afkast i november.

Afkast 2025 November År til dato 3.12.25
MSCI World -0,48% 5,46%
Ligevægtet Verdensindeks (M2WOEW) 0,41% 6,71%
Dow Jones Sustainability World Composite Index -1,36% 7,87%
USA (S&P 500 / Nasdaq) -0,53% / -2,29% 3,44% / 8,24%
Europa (STOXX 600) 0,81% 13,69%
Kina (Hang Seng) -1,02% 13,83%
Japan (NIKKEI 225) -6,04% 12,95%
Danmark (OMX C25) 3,66% -1,69%
StockRate Invest -0,49% -2,90%
SDG Invest -0,76% 0,007%
StockRate Obligationer 0,14% 3,48%
SDG Invest Bæredygtige Obligationer 0,04% 2,58%
  • Markedsvægtet vs. ligevægtet verdensindeks – hvad er forskellen?
    MSCI World ligevægtet leverede et højere afkast end det markedsvægtede MSCI World. Dette skyldes, at de tunge aktier i indekset, der primært er teknologiaktier, faldt betydeligt mere end resten af aktiemarkedet.
  • USA – hvorfor underperformance?
    Den høje allokering til teknologiaktier i indekset betød, at amerikanske aktier blev hårdt ramt af AI-boble-frygten. Samtidig bidrog en svækket dollar over måneden negativt til afkastet for en dansk investor.
  • Europa – hvorfor outperformance?
    Europæiske aktier klarede sig bedre i november end de øvrige regioner, da det europæiske aktiemarked har en lavere eksponering til teknologiaktier og en højere eksponering til sundhedsaktier.
  • Japan – hvorfor underperformance?
    Efter at have ramt all-time high i slutningen af oktober underperformede det japanske aktiemarked i november som følge af profithjemtagning, stigende japanske renter og en svækket yen.
  • Kina – hvorfor mere forsigtigt?
    Kinesiske aktier kunne heller ikke gå fri af den negative stemning, og særligt de kinesiske teknologiaktier blev ramt af den højere risikoaversion.
  • Danmark (OMXC25) – hvorfor outperformance?
    Lavere vægt til teknologiaktier hjalp danske aktier med at outperforme. Det danske aktieindeks blev også trukket op af solide afkast i DSV, Vestas og Ørsted.

StockRates aktieporteføljer

StockRate Invest leverede et mindre negativt afkast på -0,49% (efter omkostninger), hvilket er på niveau med MSCI World. SDG Invest faldt med -0,75% (efter omkostninger). År-til-dato pr. 3. december ligger StockRate Invest i minus med -2,90%, mens SDG Invest har givet et næsten fladt afkast på 0,07 % (efter omkostninger).

Afkastet har i år været presset af, at investorerne er gået uden om kvalitetsaktier og i stedet har købt ind i højvækstaktier inden for AI. Men 3. kvartalsregnskaberne har endnu engang vist, at de underliggende aktier i vores porteføljer har leveret solid vækst i både omsætning og indtjening.

Selskabsregnskaber tredje kvartal 2025

Indeks / fond

Omsætningsvækst Indtjeningsvækst
Global (iShares MSCI World ACWI) (93% i aflæggelser) 5,85% 13,12%
USA (S&P 500) (98% i aflæggelser) 8,23% 12,99%
Europa (STOXX 600) (80% i aflæggelser) -0,01% 5,80%
StockRate Invest Globale Aktier (100% i aflæggelser) 13,98% 21,84%
SDG Invest Bæredygtige Aktier (92% i aflæggelser) 12,48% 24,69%

Obligationer

Udviklingen i november og afkast i StockRates porteføljer

Både de korte og lange amerikanske renter faldt en smule gennem november og lå ved månedens slutning på henholdsvis 3,5% for den toårige amerikanske statsrente og 4,0% for den tiårige amerikanske statsrente. Faldet i renterne blev drevet af de svagere makrodata og den stigende sandsynlighed for en rentesænkning fra Fed.

Omvendt steg renterne i Europa en smule i november. Således lå den toårige europæiske statsrente på godt 2% og den tiårige europæiske statsrente på godt 2,55% ved udgangen af november.

StockRates obligationsfonde har fortsat den positive udvikling i år. De sikrer kortsigtet likviditet, så risikoen kan placeres i langsigtede aktier og alternative investeringer.

  • StockRate Obligationer: +0,14% i november, +3,48% år-til-dato pr. 3.12 (efter omk.).

  • SDG Invest Bæredygtige Obligationer: +0,04% i november, +2,58% år-til-dato pr. 3.12 (efter omk.).

 

Forventninger fremadrettet

I december holder investorer blandt andet øje med:

  • Om AI-investeringer kan omsættes til stabil og bred omsætning på tværs af sektorer
  • Inflationens videre retning – uden at bremse vækst
  • Centralbankernes rentepolitik, især Feds
  • Jobmarked og forbrug, hvor svagere tal kan påvirke indtjeningen
  • Handel mellem USA og Kina, hvor både fremskridt og ny friktion kan give markante markedsbevægelser

Hvad anbefaler StockRate?

Vores udgangspunkt er uændret: Når markedet favoriserer vækst frem for robusthed, skaber det attraktive købsmuligheder. Kvalitetsselskaber med sund økonomi, stabil indtjening og lav gæld kan købes til fordelagtige priser. De seneste regnskaber understøtter, at vores porteføljer er godt positioneret til langsigtet værditilvækst.

Vi anbefaler derfor at holde fast i den langsigtede strategi og kontakte din rådgiver ved spørgsmål eller behov for sparring.

Disclaimer:

Dette markedsføringsmateriale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.

Godt at vide om risiko og afkast

Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. Inden du investerer i en fond, bør du læse prospektet, som er tilgængeligt hos fondsselskabet og central investorinformation.
For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.

  • Simon Riis-Nielsen

    Kundechef

    • srn@stockrate.dk
    • 54557706

    Mangler du det fulde overblik over din økonomi?

    Få et uforpligtende og gratis rådgivningsmøde med os.

    Få et uforpligtende rådgivningsmøde med os

Vil du dele denne nyhed?