
Af StockRates Kapitalforvaltning
Sommeren 2025 har budt på stigende aktiekurser, drevet af faktorer som Trumps toldpolitik, renter og inflation. På trods af dette handles vores solide kvalitetsselskaber midlertidigt billigere end normalt, selvom regnskaberne viser et stærkt økonomisk fundament.
Drivere bag aktiemarkederne
Afkast 2025 | År til dato 09.09.25 |
---|---|
MSCI World | 0,45% |
Ligevægtet Verdensindeks (M2WOEW) | 4,42% |
Dow Jones Sustainability World Composite Index | 4,34% |
USA (S&P 500 / Nasdaq) | -2,11% / 0,30% |
Europa (STOXX 600) | 8,94% |
Kina (Hang Seng) | 14,01% |
Japan (NIKKEI 225) | 3,21% |
Danmark (OMX C25) | -7,16% |
StockRate Invest | -4,89% |
SDG Invest | -1,76% |
Som tabellen viser, er udviklingen blandet på tværs af regioner.
- Danmark: Markedet er i minus, drevet af tilbagefald hos Novo Nordisk, Ørsted og Zealand Pharma, mens ISS, Mærsk og bankerne trækker op.
- USA: Tech og AI-sektoren har været de vigtigste drivere for vækst. Samtidig har en faldende USD betydning for investorer: udenlandske investeringer bliver dyrere, og virksomheder, der tjener penge i dollars, får mindre værdien af overskuddet målt i lokal valuta.
- Europa: Forsvars- og bankaktier har skubbet STOXX 600-indekset op.
- Kina og Japan: Handelsaftaler med USA skaber positiv stemning, og en svagere yen understøtter eksporten i Japan.
Kvalitet midlertidigt under pres: En skævvridning i markedet
Trumps toldpolitik og risiko for eskalerende handelskrig fylder meget i investorernes kortsigtede beslutninger. Når nye tariffer indføres, skaber det usikkerhed om indtjeningen på tværs af sektorer. Det har fået mange investorer til at søge mod billigere aktier, AI-relaterede selskaber og kortsigtede temaer, hvilket presser priserne på ellers solide kvalitetsselskaber. Resultatet er, at de handles nu på samme niveau som de fleste andre aktier, hvilket er en historisk usædvanlig situation.
Samtidig skal det ses i lyset af, at kvalitetsselskaber generelt kom ind i året med relativt høje værdiansættelser, hvilket i sig selv har lagt en dæmper på udviklingen. Oven i det har diskussionen om vedvarende høje renter midlertidigt lagt pres på aktier med stabile og forudsigelige indtægter. Skulle renterne falde, kan det derimod give kvalitetsselskaberne et væsentligt rygstød fremadrettet.
Lige nu ser vi en markant forskel på, hvad investorer betaler for:
- Vækstselskaber – typisk virksomheder med høje vækstdrømme, men også høj risiko handles dyrt.
- Kvalitetsselskaber – virksomheder med stærk økonomi, stabil indtjening og lav gæld handles uden den præmie, man normalt betaler for robusthed.
Udviklingen afspejler sig i afkastet for vores porteføljer: StockRate Invest Globale Aktier har leveret et afkast på -4,89% år til dato (efter omk.) og SDG Invest Bæredygtige Aktier har leveret -1,76% år-til-dato (efter omk.).
Robuste regnskaber bag vores kvalitetsselskaber
Selvom aktiekurserne på vores kvalitetsselskaber er presset, viser regnskaberne en helt andet historie: nemlig at fundamentet er stærkt.
Indeks / fond | Omsætningsvækst | Indtjeningsvækst |
---|---|---|
MSCI World | 3,40% | 10,21% |
USA (S&P 500) | 5,84% | 10,96% |
Europa (STOXX 600) | -2,05% | 3,88% |
StockRate Invest Globale Aktier | 11,70% | 16,96% |
SDG Invest Bæredygtige Aktier | 8,54% | 19,16% |
Som tabellen viser, leverer vores porteføljeselskaber markant bedre vækst end både USA og Europa. Det bekræfter, at vores kvalitetsselskaber fortsat er godt positioneret til at skabe fremtidig værditilvækst.
Det skyldes ikke kun stærke regnskaber, men også de fundamentale egenskaber, der kendetegner kvalitetsselskaberne:
- Pris i forhold til indtjening (P/E): Vores selskaber handles til P/E 23, mens det globale marked ligger på 22 – man betaler altså ikke meget ekstra for kvaliteten, som man normalt ville gøre.
- Afkast på investeret kapital: Vores selskaber skaber 20% afkast på den investerede kapital i virksomheden, mens markedet generelt ligger på 12%.
- Gæld: Vores selskaber har et gældsforhold på 1,5, mens gennemsnittet i markedet ligger på 14,6. Det betyder, at vores selskaber har markant lavere gæld i forhold til deres egenkapital end markedet.
Disse egenskaber giver robusthed. Hvor vækstselskaber hurtigt kan miste værdi, hvis optimismen aftager eller økonomien svækkes, står vores kvalitetsselskaber stærkere og er bedre rustet til at skabe værdi, når markedet stabiliserer sig.
Forventninger fremadrettet: Kvalitet til attraktive priser
Når markedet favoriserer vækst over robusthed, skaber det en særlig situation: vores kvalitetsselskaber med sund økonomi, stabil indtjening og lav gæld handles til lavere priser end normalt. For nye investorer er det en mulighed for at købe kvalitet til attraktive priser, og for eksisterende investorer betyder det, at vi allerede ejer stærke selskaber, som vi vurderer, vil stå godt, når markedet igen retter fokus mod langsigtet værdiskabelse.
Kvalitetsaktier har historisk klaret sig bedst i faldende markeder og perioder med økonomisk usikkerhed, samtidig med at de leverer langsigtet vækst. Vores portefølje giver derfor både robusthed, stabil indtjening og langsigtet værdiskabelse – og gør det til et attraktivt tidspunkt at investere i kvalitet.
Disclaimer:
Dette markedsføringsmateriale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S ("StockRate"), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Godt at vide om risiko og afkast
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. Inden du investerer i en fond, bør du læse prospektet, som er tilgængeligt hos fondsselskabet og central investorinformation.
For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.