Af StockRates Kapitalforvaltning, Jonas Bøegh-Lervang

Årets første måneder har budt på forskellig udvikling i StockRates to aktiefonde. SDG Invest har leveret et godt afkast, mens StockRate Invest har haft en mere udfordrende periode. Samtidig har den seneste regnskabssæson igen vist, at de underliggende selskaber i begge porteføljer fortsat leverer stærke resultater med vækst i både omsætning og indtjening, der ligger over det generelle niveau på de globale markeder.
Læs mere om udviklingen i StockRates aktie- og obligationsfonde i februar nedenfor.
Afkast for globale aktiemarkeder
| Afkast 2026 | Februar | År til dato pr. 28.02.26 |
|---|---|---|
| MSCI World (før omk.) | 1,3% | 2,3% |
| Ligevægtet Verdensindeks (M2WOEW) (før omk.) | 4,7% | 7,1% |
| Dow Jones Sustainability World Composite Index (før omk.) | 4,3% | 5,4% |
StockRate Invest
- StockRate Invest: -3,6 pct. i februar 2026 (efter omk.)
- År-til-dato pr. 28.02.26: -3,8 pct. (efter omk.)
StockRate Invest leverede et negativt afkast på -3,6 pct. (efter omkostninger) i februar måned, hvilket bringer år-til-dato–afkastet ned på -3,8 pct. (efter omkostninger). Fondens afkast ligger desværre noget under, hvad globale aktier har leveret i år, hvilket ikke er tilfredsstillende. Afkastet i fonden er i høj grad blevet påvirket af den markante rotation ud af kvalitetsaktier inden for software-, IT-service- og finansielle serviceaktier i februar måned.
Fonden har en betydelig eksponering mod disse selskaber, da der typisk er tale om kvalitetsselskaber med robuste fundamentale forhold, herunder høj egenkapitalforrentning og et højt afkast på den investerede kapital. Selskaberne scorer attraktivt i vores aktieudvælgelsesmodel, der prioriterer aktier med høj kvalitet, og har også historisk leveret solide afkast.
Samtidig har fondens beholdning i Novo Nordisk ligeledes trukket afkastet betydeligt ned, da Novo Nordisk faldt kraftigt i februar, med godt 35 pct., efter skuffende guidance fra selskabet oven på deres årsregnskab samt skuffende testresultater fra deres CagriSema-studie. Derudover tog investorerne ikke godt imod regnskaberne fra Expeditors og Belimo hvilket også har været med til at trække afkastet i fonden ned.
På den positive side har beholdningerne i Schneider Electric, Inditex, Hoya og Tractor Supply, samt en undervægt til Mega Cap Tech-aktierne bidraget positivt til fondens relative afkast i forhold til det globale aktiemarked.
SDG Invest
- SDG Invest: +1,9 pct. i februar 2026 (efter omk.)
- År-til-dato pr. 28.02.26: +3,37 pct. (efter omk.)
SDG Invest har haft en solid start på året, hvilket også fortsatte i februar måned. Således leverede fonden et afkast på knap 1,9 pct. (efter omkostninger) i februar, hvilket bringer fondens år-til-dato-afkast op på 3,37 pct., hvilket er lidt over afkastet for globale aktier. SDG Invest har ikke været lige så tungt eksponeret mod software-, IT-service- og finansielle serviceaktier som StockRate Invest, hvilket er årsagen til forskellen i afkastet på de to fonde.
Regnskabssæsonen bekræfter stærke fundamentaler i StockRates aktieporteføljer
Regnskabssæsonen har endnu engang vist, at fundamentalerne i de underliggende aktier i både StockRate Invest og SDG Invest-fondene er solide. Regnskaberne viser solid vækst i både omsætning og indtjening, der ligger markant over det generelle marked.
| Selskabsregnskaber fjerde kvartal 2025 – Indeks / fond | Omsætningsvækst | Indtjeningsvækst |
|---|---|---|
| Global (iShares MSCI World ACWI) (72% i aflæggelser) | 6,9% | 12% |
| USA (S&P 500) (98% i aflæggelser) | 9,2% | 13,4% |
| Europa (STOXX 600) (64% i aflæggelser) | -0,8% | 9,5% |
| StockRate Invest Globale Aktier (95% i aflæggelser) | 14,8% | 21,4% |
| SDG Invest Bæredygtige Aktier (92% i aflæggelser) | 12,2% | 27,6% |
Obligationsfondene
- StockRate Obligationer: +0,38 pct. i februar 2026 (efter omk.) – År-til-dato pr. 28.02.26: +0,93 pct. (efter omk.)
- SDG Invest Bæredygtige Obligationer: +0,44 pct. i februar 2026 (efter omk.) – År-til-dato pr. 28.02.26: +0,91 pct. (efter omk.)
StockRates obligationsfonde har fortsat den positive udvikling i februar måned og leverede et positivt afkast drevet af faldende renter samt den løbende kuponrente. Omvendt påvirkede udvidelsen i kreditspændet fondene negativt, men samlet set leverede begge obligationsfonde et solidt positivt afkast i februar.
Fondene sikrer kortsigtet likviditet, så risikoen kan placeres i langsigtede aktier og alternative investeringer.
StockRates vurdering
Den markante rotation væk fra kvalitetsaktier i februar har påvirket afkastet i særligt StockRate Invest, som har en relativt stor eksponering mod denne type selskaber. Samtidig viser regnskabssæsonen dog fortsat, at de underliggende fundamentaler i kvalitetsselskaberne generelt er solide.
Kvalitetsaktier ser derfor fortsat attraktive ud. Indtjeningen i mange af disse selskaber er steget, mens aktiekurserne i flere tilfælde er faldet, hvilket har reduceret prissætningen betydeligt. I dag handles mange kvalitetsaktier derfor på niveau med det brede aktiemarked og markant under deres historiske gennemsnit.
Sagt på en anden måde betaler man i øjeblikket ikke overpris for kvalitet. Samtidig viser regnskaberne, at selskaberne i vores porteføljer fortsat leverer solid vækst i både omsætning og indtjening.
Vi vurderer derfor, at porteføljerne fortsat er godt positioneret til langsigtet værdiskabelse. Som investor anbefaler vi at holde fast i en langsigtet strategi og kontakte din rådgiver ved spørgsmål eller sparring.
Disclaimer:
Dette markedsføringsmateriale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Godt at vide om risiko og afkast
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. Inden du investerer i en fond, bør du læse prospektet, som er tilgængeligt hos fondsselskabet og central investorinformation.
For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.
Louise Jørgensen
Kundechef
Mangler du det fulde overblik over din økonomi?
Få et uforpligtende og gratis rådgivningsmøde med os.
