Af administrerende direktør og partner Kristian Kjer
Kommentaren blev også bragt i finans.dk den 11. maj 2021. Læs den her.
Begræns dine bekymringer om nulrenter og negative renter i banken og brug krudtet på at tage stilling til din opsparing.
Der bliver for tiden skrevet meget om, at bankerne sænker beløbsgrænser for, hvornår der skal betales negative renter, og jeg oplever i stigende grad, at privatkunder reagerer på bankernes rentepolitik. Mange ønsker at investere deres penge i takt med, at de bliver ramt af minusrenter.
Lad mig understrege med det samme, at bankernes negative renter ikke alene er grund nok til at tænke i investering, da det afhænger af den enkelte bankkundes planer og præferencer. Hvis du for eksempel har 500.000 kr. stående i banken, som du skal bruge til en bil eller udbetaling på et hus om tre måneder, er den bedste løsning umiddelbart at lade pengene stå i kontanter til trods for negative renter.
Når jeg dykker ned i den enkeltes økonomi, ser jeg ofte, at negative renter har langt mindre betydning, end hvis opsparingen er allokeret forkert. Hvis du eksempelvis har en million stående passivt på kontoen i 10 år, kunne pengene måske være tredoblet, hvis de var investeret i en global aktieportefølje. Men det ”tab” overser mange på trods af, at det kan have langt større konsekvenser, end at de skal betale for eksempel 0,6 % årligt på indestående over 250.000 kr., hvilket svarer til ca. 250 kr. månedligt, hvis du har 500.000 kr. stående i banken.
Jeg forstår godt, at det er frustrerende, at opsparingen svinder ind på grund af minusrenter, nulrenter og inflation. Men det kræver aktiv handling og stillingtagen til, hvad man ønsker at stille op med sin formue. Udtrykket ”there is no free lunch” betyder for mig, at man desværre ikke kan læne sig tilbage og se opsparingen vokse i banken.
Du taber mere ved ikke at gøre noget
Investeringslysten har været ekstraordinær stor i den seneste tid. Ifølge tal fra Finans Danmark er mere end 84 mia. kroner strømmet ind i de danske investeringsforeninger som nettokøb i 2020, og investorernes formuer i danske investeringsfonde er vokset yderligere i 1. kvartal 2021 med hele 40 mia. kr. i nettokøb og afkast. Når det er sagt, har danske privatkunder stadig rekordmange penge stående i bankerne – ifølge Nationalbanken løb indlån op i 1.008 milliarder kroner i februar 2021.
Som skrevet kan det handle om, at danskerne skal bruge pengene om kort tid og derfor ikke har en langsigtet strategi for deres opsparing. Men det kan også handle om, at den enkelte kunde endnu ikke har truffet en beslutning om, hvad der skal ske med opsparingen. Jeg oplever, at en del kunder føler sig usikre på, hvad de kan og skal stille op med deres formue. Men det er sikkert og vist, at det ikke giver overskud at lade opsparingen stå og svinde ind i banken, hvis du først har brug for dem senere i livet.
Tag stilling til tid, risiko og rådgiver
Har du en længere tidshorisont, bør du lave en klar investeringsstrategi for, hvordan du placerer dine frie midler, pensionsmidler og selskabsmidler i forskellige aktivklasser. Selv børneopsparingen kan du med fordel vælge at placere i investeringsfonde, da tidshorisonten ofte er lang. Godt nok proklamerer bankerne, at de ikke vil indføre negative renter på denne form for indlån, men til gengæld vil opsparingen stort set blive ædt op af inflation som følge af den meget lave plusrente.
LÆS OGSÅ: StockRate-modellen: Investeringer i verdens økonomisk stærkeste selskaber
Generelt vil jeg anbefale bankkunder at tage stilling til deres opsparing ved at stille sig tre enkle spørgsmål:
- For det første skal man tage stilling til, hvor lang ens tidshorisont er – er der 5, 10 eller flere år til, at du har brug din opsparing?
- Dernæst skal man gøre op med sig selv, hvilken risikoprofil man ønsker at have – her kan tidsperspektivet igen være centralt for, hvor meget man ønsker at investere i f.eks. aktier, der svinger over tid.
- Sidst, men ikke mindst, så bør man overveje, om det er banken eller en uvildig formueforvalter, der skal give dig råd om, hvordan formuen skal forvaltes.
I forhold til sidste punkt er jeg naturligvis ikke upartisk som manden i spidsen for en uvildig formueforvalter, men det er min opfordring at investere langsigtet i forskellige globale aktier på tværs af sektorer samt at tage et grundigt kig på afkastgrader over et længere tidsperspektiv for de rådgivere, man vælger at gå i dialog med.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.
Disclaimer: Dette materiale er udarbejdet af Fondsmæglerselskabet StockRate Asset Management A/S (”StockRate”), og skal af læseren ikke ses som en opfordring eller anbefaling til at købe eller sælge de omtalte værdipapirer. Oplysningerne må ikke opfattes som anbefalinger eller rådgivning, og StockRate kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af læserens dispositioner på baggrund af de oplysninger, der fremgår af materialet. StockRate vil bestræbe sig på, at oplysningerne i materialet er korrekte, men kan ikke garantere dette, og StockRate påtager sig intet ansvar for fejl eller udeladelser.
Læseren skal være opmærksom på, at investeringer kan være forbundet med risiko for tab, og at de historiske afkast ikke er en garanti for, at dette afkast og kursudvikling kan realiseres i fremtiden. For yderligere information kan du altid kontakte en af vores rådgivere på info@stockrate.dk.